I dag er det præcis tre år siden jeg hørte ordet candida og fik af vide at det var noget jeg fejlede. Det var der min verden ændrede sig radikalt fordi nogen endelig gav mig en diagnose og fortalte mig at der var noget at gøre ved alle mine smerter og at jeg kunne få det bedre.
På de tre år har jeg været en del igennem, som har gjort mig rigere på erfaring og viden. Både i forhold til hvad jeg kan tåle at spise, hvad jeg ikke kan og hvordan jeg undgår de helt slemme tilbagefald. Min krop er efterhånden blevet min bedste ven i stedet for fjende.
I dag har jeg mere eller mindre vænnet mig til at få lidt tilbagefald, men generelt leve efter en candidadiæt. Jeg fandt ud af at jeg hvert efterår fik et tilbagefald og at det var af den voldsomme slags, men den her omgang blev mildere og hver gang jeg får det skidt tager det mig kortere tid at komme over det. Mavekramper varer måske kun en time eller to hvor de før nogle gange kunne vare i flere dage. Jeg er ikke så øm konstant og er helt sluppet for de sære feberlignende tilstande. Jeg har efterhånden accepteret min tilstand og får mindre og mindre lyst til mad som “skader” mig.
Efter det første år kunne jeg lave en laaang liste af symptomer som var helt eller delvist væk, hvilket var skræmmende, men også fedt at kunne. Skræmmende fordi det mindede mig om hvor syg jeg havde været og skønt fordi jeg opdagede hvor meget bedre jeg nu havde det. Den her gang er min liste meget kortere, men der er stadig forbedring og den største sejr for mig er at jeg før nytår blev ansat som instruktør i et poledance. Noget som kræver forholdsvis meget muskelstyrke. Efter at have trænet 1 år med det begyndte jeg også til almindelig fitness træning og kan se min krop blive stærkere og at jeg opbygger muskel. Noget jeg aldrig har kunne før. Der har været flere perioder i mit liv hvor jeg enten ikke har kunne dyrke sport eller ikke måtte fordi jeg så ville tabe mig for meget, eller var for afkræftet til det. Så jeg kan ikke andet end at se det som en stor personlig sejr.
På madfronten er mit liv også blevet meget nemmere. Jeg har fået nogle venner som tager stor hensyn til min madbegrænsninger og synes det er spændende at lave mad til mig eller spise hos mig, fordi det giver ny inspiration. Det er dejligt at vide folk omkring mig deltager positivt i at jeg får det bedre i stedet for at se det som en begrænsning eller en sygdom.
Jeg har gennem de 2½ år jeg har haft candra fået en masse masse mails fra folk som enten kom med råd eller spurgte om hjælp. Det har været fedt at være i stand til at hjælpe folk videre eller få gode råd som jeg har kunne bruge og dele.
Før jul fik jeg en mail fra en meget ung pige og hun virker til at være meget syg og hendes historie minder meget om min egen. Sådan en som hende er netop årsagen til jeg startede candra.Jeg håber inderligt at kunne hjælpe hende videre til at blive rask, eller om ikke andet at give hende en at dele hendes frustrationer med. Det var det jeg manglede så meget og jeg spildte så mange år på være syg. Dengang jeg først hørte om candida og at jeg kunne gøre noget for at blive rask, troede jeg fuldt og fast på at jeg kunne blive helt rask. Nu er jeg nok blevet lidt klogere på det og accepteret at min kost for altid vil være ændret, men jeg er ikke længere så ked af det. Min mad smager bedre end før og jeg har den krop jeg har drømt om, både indeni (for det meste og det skal nok blive bedre endnu) og udenpå.